Feng hva’ for noget?
Jeg bruger Feng Shui som inspiration, når jeg indretter. Der er nok nogen der tænker Feng hva’ for noget, eller måske har hørt om det, men ikke rigtig ved hvad det dækker over. Så her er en meget hurtig gennemgang.
Feng Shui er uendeligt meget mere end indretning. Det er en flere tusind år gammel kinesisk filosofi og en genial vej til selvudvikling. Feng Shui er for alle og til alle. Når man indretter med Feng Shui, skal der være balance mellem Yin og Yang (det feminine og det maskuline). Grundlæggende handler Feng shui om at skabe en god stemning, en god følelse i dit hjem, så det bliver et sted, hvor du elsker at opholde dig. Du kender det sikkert godt, når du en dag er i rigtig godt humør, får du lyst til at købe en buket blomster eller en flot pynteting og tage med hjem. Med Feng Shui arbejder du den anden vej rundt og skaber en god stemning i det ydre, så det smitter af på dit indre. Din nye og mere positive indstilling til livet gør, at nye mennesker og muligheder dukker op, fordi du ser verden med andre øjne, end da dit mindset ikke var åbent for det.
Det at indrette sit hjem er ikke noget specielt, det gør vi alle hele tiden bevidst eller ubevidst. Uanset om det er en strandvejsvilla eller en fængselscelle, så indretter vi os. Vi vælger hvilke ting, vi vil have omkring os, hvor og hvordan det skal være placeret i vores hjem. Men det er måden og bevidstheden, vi indretter på, der gør hele forskellen. Både i vores hjem og i vores liv.
Vi kan indrette ubevidst – styret af intuition, et godt øje for hvad der passer sammen og en god mavefornemmelse. Eller man kan indrette ud fra trends, normer og kulturelle konventioner. De fleste bruger nok en af de to måder eller en blanding af de to.
Hvad vil det så sige at indrette bevidst? Vi kan indrette med en højere bevidsthed, hvor vi forstår de energimæssige sammenhænge i universet og bruger deres kraft til at skabe et hjem, der nærer os og støtter vores personlige udvikling. Det er Feng Shui.
Bagua-kortet
Men hvordan griber man det så an, det at indrette med Feng Shui. Man starter med at kortlægge livsområderne i ens hjem med et bagua-kort.
Bagua kortet ser således ud:

Hvordan bruger man så Baguakortet:
- Du tager en målfast plantegning over dit hjem.
- Lav en firkant, der følger de ydre kanter på din plantegning og inddel denne firkant i 9 lige store dele.
- Bunden af Bagua-kortet med Livsvej og karriere skal flugte med den side af boligen hvor hoveddøren er
Så får du noget der ser nogenlunde således ud:

Hvis ens hjem ikke er firkantet, så vil nogle af baguaens områder være udenfor ens hjem, det er ikke perfekt, men der er flere forskellige tiltag, man kan gøre for at kompenserer for dette.
I nedenstående tilfælde ligger hele Hjælpsomme mennesker & Rejser helt uden for boligen, men også det meste af Livsvej & Karriere. En smule af Center og Børn & Kreativitet ligger også udenfor boligen.

Hvis man har have uden om sit hjem i nogle af de manglende baguaområder kan man grave en bjergkrystal ned i hvert hjørne af den store rektangel, for at trække haven med ind som en del af hjemmet. Man kan også styrke de manglende områder i resten af hjemmet eller på de vægge der støder op mod de manglende områder.
Balance:
Når hjemmet og dets indretning er i balance, smitter det af på os. Vi oplever ro og velvære, vi føler os hjemme – både i os selv og i vores hjem – uden at vi behøver tænke nærmere over det eller gøre noget særligt.
Når hjemmet ikke er i balance, vil det typisk ikke føles rart at være i det. Umiddelbart kan alt se godt og perfekt ud, men der er bare noget, der føles forkert eller afholder os fra at nyde hjemmet fuldt ud. Og vi kan ikke rigtig finde ud af hvad det er.
Den gamle kinesisk visdom om yin og yang er et godt værktøj til at forstå, hvordan du opnår balance. Om det er i dig selv eller din indretning. Yin-Yang symbolet repræsenterer modsætningernes princip. De to modsætninger, det mørke og det lyse, er tætomslynget, harmonisk vævet ind i hinanden og udgør tilsammen en cirkel. Uden den ene mangler den anden, kun sammen skaber de en helhed.

Yin er det feminine princip. Yin er sort, mørk, lille, våd, stille, smal, snoet, ornamenteret, mat, afdæmpet, langsom og tilbagetrukket.
Yang er det maskuline princip. Yang er hvid, lys, stor, tør, larmende, bred, lige, enkel, blank, strålende, hurtig og udfarende.
Det maskuline og feminine er ikke ensbetydende med mand og kvinde, eller om et stereotypt idealbillede af manden og kvinden. For både mænd og kvinder indeholder både maskuline og feminine træk eller værdier. Det er nogle essentielle maskuline og feminine kvaliteter. Og hvis vi tænker på mandens og kvindens køn er beskrivelsen måske ikke helt så tosset endda (f.eks. Kvindens køn, den mørke hemmelige grotte).
Når man lærer at definerer de to kvaliteter, kan alle dine møbler og ting samt rummenes arkitektur og stemning karakteriseres som enten Yin eller Yang – eller en blanding af begge.
Du kan på den måde få et bedre overblik over, om der er balance mellem de to kvaliteter eller om der er overvægt af det ene. Følelsen af helhed i et rum får vi ved at skabe balance mellem disse kvaliteter. Balance mellem høje og lave møbler, mellem hårde og bløde materialer, mellem lys og mørke, mellem store og små ting. Der er ikke noget der er rigtigt eller forkert, det handler bare om balance. Vi rummer også modsætningernes princip. Vi kan være glade eller triste, aktive eller rolige, indadvendte eller udadvendte. Vi kan være kærlige og omsorgsfulde eller effektive og handlekraftige. Ikke som en fastlåst identitet men som glidende overgange mellem det feminine og det maskuline.
Oprydning:
Oprydning er en væsentlig grundsten i Feng Shui. De fleste af os har ikke lært at rydde op af de rigtige årsager. Vi har lært at rydde op ud fra trussels-metoden med trusler som, hvis du ikke rydder op, så kommer jeg med den sorte sæk. Eller lokke-metoden med lovning om lommepenge, is eller slik, hvis man ryddede op. Andre igen har det været kommando-metoden, hvor ordren består i “Ryd så op” efterfulgt at gentagne ordrer i tiltagende lydstyrke, så det til sidst sang for ørerne. Men hvorfor vi skal rydde op er for mange forbundet med forældrenes kommandoer stadig syngende for ørerne eller frygten for hvad andre dog ikke vil tænke. Vi rydder altså op, fordi vi tror, vi SKAL. Oprydning er en stor del af Feng Shui, for hvis der er for meget rod, vil det resultere i at energien ikke flyder optimalt rundt i hjemmet, der vil blive for meget stillestående energi. Så egentlig skal vi rydde op for vores egen skyld. For når vi rydder op, flytter rundt på tingene og smider det gamle ud, åbner vi for muligheden for at invitere noget nyt ind. Vi flytter rundt på energierne og får dem til at flyde frit rundt i vores hjem igen.
Da jeg blev skilt og flyttede ind i et lejede rækkehus, besluttede jeg mig for at indrette med Feng Shui, nu skulle jeg ikke tage hensyn til hvad andre synes var pænt eller mærkeligt. Jeg meldte mig til et kursus “Feng Shui dit liv” hos Rebekkah Leve for at lære mere om Feng Shui og få det helt ind under huden. Jeg havde ikke så mange penge at gøre med, så det blev aldrig rigtig helt som jeg gerne ville have det. Derudover var jeg flyttet fra 370 m2 og en masse udbygninger til 100m2 og to små skure. Jeg har sorteret kraftigt, men ikke nok. Mine ting kan stadig ikke rigtig være her. Nu har jeg sat mig for, at mit hjem skal have den helt store tur med Feng Shui fra A-Z. Og I kan følge med i bloggen, efterhånden som jeg går mit hjem igennem rum for rum, område for område.