For 4 år siden var jeg på Louisiana med min kæreste og vores drenge i påskeferien. Vi havde alle en dejlig dag. Det er et fantastisk dejligt museum med flotte udstillinger, og så ligger det bare smukt ud til Øresund. Det var et museum, som jeg havde villet besøge mange gange, men af uransagelige grunde var det aldrig blevet til noget. Så jeg ville så gerne have et minde med hjem fra museumsbutikken.
Jeg fandt en stor plakat af et af de billeder, der virkelig havde gjort indtryk på mig. Den kostede kun 300 kr., jeg syntes, at jeg havde gjort en rigtig god handel og var mægtig glad for mit køb.
Da jeg kom hjem begyndte jeg at lede i alle butikker og online efter en flot men billig ramme til min plakat. Det var simpelthen ikke til at få nogen steder. Plakaten var og blev alt for stor. Til sidst gik jeg til en rammebutik og forhørte mig. Han målte, regnede og kom frem til den nette sum af 1600 kr. Gurlp, det var lige pludselig blevet en meget dyr souvenir. Nå men jeg ville jo gerne have det op at hænge, så jeg sagde ja tak til at få det rammet ind. En måneds tid efter fik jeg besked om at mit billede var færdigt. Men det var jo så stort, så jeg kunne på ingen måde have det indrammede billede i min bil. Jeg prøvede at se, om jeg kendte nogen, der havde en bil eller trailer, der var stor nok til at transportere billedet. Det var der selvfølgelig ikke, så til sidst spurgte jeg rammemanden, om han ville køre billedet hjem til mig. Det ville han godt, men det skulle være tørvejr for at han kunne køre med det på siden af hans bil. Så blev han syg, så blev jeg selv syg med Corona, så var der lidt lavvande i finanserne, så glemte både jeg og han alt om mit billede.
Min søde kæreste mindede mig så om det igen her for lidt tid siden. Jeg havde i mellem tiden fået forlagt min lille kvittering, som jeg fik da jeg indleverede billedet. Men jeg tog ind til rammemanden og prøvede at forklare hele historien. Og pludselig lyste han op, han havde lige en uges tid før opdaget billedet, der var blevet skjult af nogle store papstykker. Jeg blev så lettet, jeg frygtede at han havde solgt mit billede, da jeg jo ikke havde hentet det efter så lang tid. Vi aftalte, at han kunne levere billedet ugen efter og jeg fik betalt. Min souvenir kom til at stå mig i 2100 kr. Det var nok lidt dyrere end jeg lige havde regnet med.
Nu er mit billede endelig kommet op at hænge 4 år efter, det blev købt. Og det er kommet op at hænge i mit rigdomsområde, hvilket jeg finder meget passende prisen taget i betragtning. Det er måske lidt stort til min lille stue, men jeg er glad for det, og det har nu sin helt egen historie.
